Hvordan det gik med avlen i 2005 til 2008

2005 gik i det store hele med mere eller mindre seriøse parringer mellem de kaniner vi havde på det tidspunkt og som kom til igennem året.
Det blev til alt fra løvevæddere med sjove pletter til den store overraskelse: nogle RET lækre sallander dværgvæddere.
Langt de fleste unger blev solgt fra men der blev et par stykker tilbage: Bette Pjevsen som var den førstfødte i stalden og så Sweet Pea som endte med at være den eneste madagascar unge efter vores hankanin Cinnamon som vi har tilbage. Der kommer ikke flere, han døde desværre i efteråret 2006.
I efteråret 2005 fik vi indkøbt en sallanderhan med ret gode reg. point. Så med tre sallandere og tre sallanderbærere var vi klar til at starte en ny linie i den farve.



Et udvalg af de kaniner vi avlede i 2006. Alle er for længst solgt.


2006 skulle have været året hvor vi for alvor fik gang i noget målrettet avl. Vi havde sådan set alt hvad der skulle til; To gode hanner og fire gode hunner.
Starten på årets avl var en vennetjeneste: En ven trængte til at få udkrydset sine sorte mini-rex'er til noget brugbart. Det virkede måske ikke specielt logisk at bruge en dværgvædder til det, men vi har jo Princess som er lige det længste i kroppen og har en kort tæt pels. Hvis det ikke var for hængeørene så ligner hun egentlig ikke så lidt en langhåret mini-rex. Der kom syv unger ud af det, hvoraf jeg kunne aflevere fem til min ven da de var gamle nok til at komme hjemmefra.

Derefter parrede vi forsøgsmæssigt Mimosa med min venindes noget aldrende men ret flotte madagascar hankanin Pedro. Seks unger fik de; fire madagascar og to sorte. En madagascar blev solgt til kæl, en endte desværre som slagtekanin (pga. seriøs pladsmangel) og resten endte tilbage hos min veninde da hun mistede Pedro i sommerens løb.


Nogle af Sweet Peas og Mimosas unger.

Den sallanderhan vi havde indkøbt efteråret før, Hefner, blev far til et kuld sammen med Sweet Pea. De fik seks unger, tre sallandere og tre madagascar.
Lige herefter fik vi en flot gave forærende: Seks avlsdyr, en han og to hunner i hver af farverne madagascar og sallander. Der fulgte ialt 11 unger med.
Vi fik dem hjem og var ovenud lykkelige.
Veninden overtog Hefner, hun havde fået de to sallanderhunner vi havde fra 2005, så nu havde hun sin egen avlsstamme at arbejde med.

Og så brød helvede løs;
Jeg kan faktisk dårligt huske i hvilken rækkefølge det skete i, men en af de hunner vi havde fået havde dårlig mave og selvom hun sad væk fra de andre kaniner så spredte det sig som en løbeild i stalden. Vi havde flere kuld unger som døde mellem hænderne på os og mange af de voksne kaniner var mere eller mindre syge af dårlig mave.
Hos vores venner som vi havde udveklset avlsdyr med (vi havde haft flere af deres dyr nede til parringer) havde pludselig pastaurella i udbrud og mistede både voksendyr og unger i hobetal.
ALLE kaninerne, både her og hos vennerne blev behandlet for Coccidiose, og hos os hjalp det. -Men vi stod tilbage med meget få unger og havde også mistet flere voksendyr. Flere af dem havde ikke længere diarre, men flere af dem virkede småsløje. De havde været ret meget på græs i løbet af foråret og forsommeren indtil jeg så en vildkanin som sad mellem græsningsburene.
En dag ringede veninden, hun havde opgivet Pedro og slagtet ham og et par andre kaniner som bare ikke fik det bedre og deres tarme havde været proppet med indvoldsorm. Igen, -vi havde jo haft besøg af hinandens kaniner så begge besætninger skulle behandles for det.
Efter endt ormekur livede bla. Alfred gevaldigt op. Men Cinnamon hang stadig. Han gad ikke rigtig noget som helst og jeg var bekymret.
Det var der al mulig grund til at være! En dag da jeg kom hjem slæbte Mitch mig ud for at se på Cinnamon; han lå apatisk og iskold i sit bur.
Jeg tog omgående til dyrlægen, men han stod desværre ikke til at redde. Dyrlægen havde mistanke om pastaurella og da vennerne jo havde haft det i deres besætning (og vi havde undtagelsesvis ikke fået vores behandlet da vi ikke havde nogen med symptomer på det) fik jeg sendt ham afsted til kadaverundersøgelse. Det var hårdt! Han var ikke bare vores allerførste kanin, han var også vores huskanin og den af dem allesammen jeg have den bedste kontakt til. Jeg havde lovet ham at når tiden kom så skulle han ligge og sove under græsset i forhaven. Men, han havde en vigtigere opgave; han skulle fortælle os om vi havde pastaurella i stalden og måske redde alle de resterende kaniner der sad derude.
Der gik to meget lange uger inden svaret kom. Det var heldigvis ikke pastaurella. Lettelsen var umådelig stor. Han var død af en tarminfektion som han havde fået efter coccidiosen havde ødelagt hans tarm. Coccidiosetallet var dog ikke alamrende højt, så han var det sidste offer for en sygdom vi havde fået styr på.

Det var efterhånden blevet sidst på sommeren og vi havde meget lidt at fremvise af unger af egen avl.
Vi stod pludselig helt uden egnede avlshanner i sallander og madagascar.
Vi havde brugt en madagascarhan som viste sig at have meget skæve tænder til et kuld unger som godt nok tegner hamrende godt, men skæve tænder er ikke noget vi avler på, så de unger bliver udstillet, neutraliseret og evt. solgt. Den ene sallanderhan havde jeg jo givet væk og den anden er død, og også begge mine madagascarhanner var døde.

Heldigvis viste det sig at hende jeg havde købt Cinnamon og Princess af i år har fået sallanderunger. Der var to fuldfarvede og to kappetegnede som jeg hentede hos hende. Den ene fuldfarvede er et resultat af en udkrydsning til vildtgrå som hun havde lavet og han er i alle henseender lige hvad jeg ledte efter. -Ja jow farven mangler måske lidt men man får vel ikke alt på en gang, der skal da osse være noget at avle efter i årene der kommer. Hans mor er en dejlig dame, godt nok i vildtgrå men hvad gør det når hun får så skønne unger i de rigtige farver?
Hende hentede vi så et par måneder senere. Og der fulgte pludselig en lille nuttet madagascar hankanin med. Han var sorteret fra men fejlede egentlig ikke andet end at der ikke var pladst til og brug for flere udstillings/avlsdyr i år.


Dejlige vildtgrå Dronning Dagmar.

Måske når vi et enkelt kuld mere i år; Rose er d. 30.11.06 blevet parret med Strider så hvis hun skynder sig kan hun måske lige nå det inden nytår!
Vi har lært meget på den hårde måde i år. Bla. værdien af steng og lang karantæne af nye dyr. Og at man selv skal checke om de avlsdyr man køber eller låner sig til er i orden og ikke stole på at enten en avler eller dommer har lagt mærke til om kæben og tænderne på en kanin er lige.
Men vi kommer stærkt igen i 2007!


Frække Krudt, navngivet efter det han har i enden. ;-) Det var meget svært at få et billede af ham forfra, han havde alt for travlt med at tisse på mig...



To af dem vi sagde alt for tideligt farvel til: Pedro og Cinnamon. Der er garanteret masser af mælkebøtter og dejlige damer nok til dem begge to i kaninhimlen.

PI Julen 2006

2007
Årets avl startede med en tur på LU med alt hvad vi havde af Sallandere og hvor jeg fik Grete med hjem fra avler ved samme navn. Jeg havde længe gerne villet have en god madegascarhun og havde faktisk bestil en hos Grete året før og havde også mindet hende om det HVER gang vi snakkede sammen igennem året. Alligevel var jeg blevet glemt og jeg måtte så lidt bare købe den hun lige havde tilbage. Derfor fik kaninen navn efter avleren. Grete kanin er nu slet ikke så ringe endda. Hun har det som vi ellers har manglet hos kaninerne her: God ørelængde og god ørestilling!
Min veninde Marianne havde desuden en superhun, Gwen, siddende også fra Grete Avler og hende fik jeg lov at overtage da Marianne ville koncentrere sig mere om sine hermeliner og løvehoveder. Jeg fik hendes søn Bamse med i købet og hans kuldsøster Morgana.
De tre hunner viste sig at være rigtig meget svære at få i fol. Jeg var advaret om at Gwen var svær, men også både Grete og Morgana røg til han en gang om måneden den ene gang efter den næste. Morgana opgav jeg til sidst og hun er kommet hjem som kælekanin hos Mariannes søster. De to andre fik et ret fint kuld hver. Jeg har solgt to hunner fra fra hvert kuld, beholdt en han og en hun fra hvert kuld. De var faktisk så fine at de burde udstilles, men vi kom aldrig afsted pga. det store myxomatoseudbrud. Da det var så svært at få hunnerne i fol endte det med at være de eneste madegascar vi fik avlet i 2007. Et noget skuffende resultat synes jeg og dobbelt skuffende at vi slet ikke kom på udstilling med dem.

I starten af året var der også Ramlerschaü i Tyskland, kun lige knap en times kørsel herfra. Veninden og jeg kørte ned og kom hjem med hver vores vildtgrå han, hendes fik navnet Artur og min hedder Hasse. Vi gik rent efter de bedst typede og med de bredeste hoveder og bedste ører. Nu skulle der krydses ud så det batter i vores sallandere som alle mere eller mindre kom fra den samme hun oppe fra Grete.

Farven på vores sallandere var ikke god og i det hele taget var der ikke noget som helst som dommeren kunne lide ved dem til LU, kun en ud af otte eller ti kom hjem med en registrering. Vi mangler ud over farve også racetype på dem. -Herunder nogle ordentlige ører! Vi har Dagmar som bærer for sallander og madegascar og så hendes søn Strider som giver os noget type, men vi ville godt i en tidlig fase af avlen lige have lidt mere frisk blod ind.
Der er ikke rigtig noget at tabe på dette stadie og da man ofte ødelægger farven ved at krydse en anden farve indover, så var det nu vi skulle have de vildtgrå ind mens farven alligevel er noget lort. Vi har valgt at tage vildtgrå ind da de er de mest gennemavlede og mest typestærke der fås indenfor dværgvædder. Der er heller ikke nogen farvegener i dem som vil lave rod i vores fremtidige avl.
Jeg havde to sallanderhunner til avl og de blev begge parret op med Strider. Det gav alt for meget mening at bruge ham. Det blev til to kuld: Et kuld helfarvede sallandere fra Arven og et blandet kuld helfarvede sallandere og kapptegnede sallandere fra Rose. Jeg var dum nok til at sælge hele Roses kuld, meningen var at hun skulle have et mere inden året var omme, men pga. vilde pladsproblemer blev det ikke til noget. Vi endte nemlig med at måtte lukke stalden for salg i flere månder pga. myxomatosen.
Vi solgte to ud af fem unger fra Arven og beholdt så en han og to hunner selv. De er ikke SÅ dårlige igen, men de lever slet ikke op til Roses kuld. Vi har fået billeder af nogle af dem og de er bare for lækre.

Hasse fik jeg faktisk ikke rigtig brugt i 2007. Jeg prøvede gentagene gange at parre ham med mine madegascarhunner uden held. Han fik et enkelt kuld med en madegascar kappetegnet hun jeg passede og jeg har en enkelt infertil hun siddende fra det kuld. Hun er ellers en fin lille sag.
Dagmar fik kun et kuld og det blev med Bette Pjevsen da vi syntes at han er af så god type at han måtte prøves af. Det kom der et rigtig flot kuld blandede farveladeunger ud af. Vi valgte at beholde en af dem, en vildtgul unge som tager rekorden i at være vanskelig at kønsbestemme. Han var en hun da han blev navngivet, så han hedder Carmen. Det er ifgl. husets canadiske fodermester også et drengenavn på engelsk. -Husets danske avlsmester er noget forbeholden overfor denne udtalelse, men da kaninen er ligeglad hedder han Carmen. Da hans bedstemor på fars side er blå skal der en testparring til med en blå hun til førend han bliver sluppet løs i avlen af madegascar og sallandere.

Carmen og to af hans søskende.

Da vi solgte ud af Roses kuld fik vi endnu vildtgrå han i bytte fra Brit. Hun fik i bytte vores sallanderbrogede han Samvise som jeg havde købt af Grete, men valgt at tage ud af avlen. Han fik to søde men avlsmæssigt ubrugelige sønner med Princess inden han kom herfra. Den vildtgrå han hed Niels og han fik et kuld unger med Mimosa da jeg ville teste ham for blå gener. Jeg ved nemlig at den avler han kom fra ind imellem får enkelte vildtblå i hans kuld. Der kom ingen blå unger, men desværre døde Niels af et akut maveonde inden de blev født. Fra dette kuld har vi stadig Tenuvial som er vildtgrå. Hun er meget sky og da hun er datter af Mimosa og derfor bærer for blåt ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal gøre med hende. Hun er ind til videre dømt til at være hyggekanin.

Hos løvehovederne var der tre-fire kuld i løbet af året. Jeg havde to hunner, Kaffegrums og Tut som begge fik unger med Antonio. Desværre var den stald de sidder i totalt overrendt af rotter den sommer og de åd ungerne. Det lykkedes kun at få et kuld på benene, det var to sorte otter hunner. De stak af og levede som vildkaniner i stalden i næsten tre måneder inden det lykkedes at fange dem i en kattefælde. Den ene havde vist været oppe og slås med en rotte og havde en stor byld på enden som desværre ikke var til at komme af med igen og hun blev derfor aflivet. Den anden fik navnet Trut da hun højlydt giver sin mening til kende om ALT omkring hende.

Årets avl gav ikke ret meget pga. vanskeligheder med at få madegascarhunnerne i fol og fordi vi måtte stoppe avlen i utide pga. burmangel da vi ikke kunne sælge unger fra pga. myxomatoseudbruddet. Men i det mindste var det et ret fredeligt år hvor vi kun mistede Niels og nogle få rede-unger.

Carmen som tyk lille baby.

Smukke Morgana.


Min fantastiske Hasse-Basse.


Dejlige Neo som kom over til Linda. Søn af strider og Rose.
Desværre døde han for tidligt. Jeg ved han er meget savnet.

2008
Året er ikke omme endnu, men lidt er der da sket.
Vi kom sent igang med avlen da vi lige skulle have tømt stalden for overskudskaniner fra 2007 først. Jeg fik ikke lov at slagte væk af dem, så der sad kaniner alle steder og der hvor det kunne lade sig gøre sad kuldsøskende stadig sammen. Heldgivis lykkedes det at komme af med langt størstedelen af overskuddet og da vi så valgte at købe to nye bure og tage Bella og Pokemon (søn af Grete og Kardemomme) ind som stuekanier fik vi frigivet den nødvendige plads til at vi kunne begynde at parre hunnerne op.
Jeg ville gerne have en blå hun ind så jeg kunne få testet Carmen for det der blå. Derfor kontaktede jeg Laila Krüger og spurgte om hun havde en til salg. Det havde hun ikke men jeg blev sat på venteliste til en hvis der dukkede en op i hendes avl i år. Senere snakkede vi sammen igen. Hun ville lukke opdrættet pga. personlige årsager og jeg endte med at tage ud og købe en superlækker lille løvehoved han (Casa Nova), og en blå/gul japanerhun. Jeg kom altså hjem med to blå/gule japanerhunner og Lailas avlshan Kaiser. -Og mig der ikke skulle avle tegningskaniner! Det er ind til videre blevet til et enkelt ikke så fremragende kuld mellem Trixie og Kaiser. Den anden hun Brianna har jeg ikke kunnet få i fol. Carmen får lov at få et kuld med Trixie og så prøver jeg at finde en anden avler med større interesse for japanerne end mig selv til de tre. De er for gode til at sidde hos mig. Jeg får ikke gjort det ved dem som jeg burde.
Med Casa Nova blev det med de løvehoveder pludselig et væsentligt mere ambitiøst projekt! Tut blev omgående parret med ham. Det kom der fem fine unger ud af. Desværre alle hanner. Den ene kommer til en ung ny avler i Københavnsområdet, resten sælges fra. Kaffe fik to sønner med Antonio, den ene i kæledyrskvalitet den anden beholder jeg ind til videre. Trut kom også på besøg hos Casa Nova og fik fem unger. Hun blev dog en særdeles arrig mokke af at få unger og det er et spørgsmål om det går videre i ungerne. Jeg har helt undtagelsesvis taget ungerne fra og sat til en anden hun for at se om hun kan præge dem bedre end deres mor.

Hos mine egne dværgvæddere var et kuld mellem Rose og Strider et absolut must! Det blev til tre drenge hvoraf de to var kappetegnede og den sidste en fuldfarvet sallander. Den ene skulle Linda helt klart have. Den anden blev solgt på rekordtid efter den blev sat til salg og den sidste beholder vi ind til videre selv.
Da Arvens unger fra i fjor om ikke skuffede så i det mindste ikke var af allerhøjeste kvalitet har hun ind til videre fået lov at sidde over i år.
I stedet har jeg parret hendes ene datter op med Hasse og fået virkelig et stjernekuld fra hende. Hans gener slår så fint igennem.
Desværre var der kun en enkelt hun i kuldet, og det er klart en beholde-kanin. -Selvom Brit helt klart gjorde sit yderste for at få hende vristet ud af mine små klæbrige barne-hænder. Hun må vente må hun! Da dette kuld var så godt har jeg sat hendes helsøster til Hasse også. Resultatet afventes i skrivende stund.

Igen i år har vi problemer med at få madegascarunger. Bamse har været på overarbejde for at få Ditte (datter af Kardemomme og Grete) og Evelyn (datter af Gwen og Kardemomme) i fol, helt uden held endnu.
Jeg ved han kan, for han har været far sidste år til et kuld med en kappetegnet hun vi passede.
Ditte har fine ører og derfor prøvede vi istedet for Bamse at bruge en af min venindes sallanderhanner på hende. Hun fik godt nok et kuld, men det var et typisk førstegangs kuld hvor hun smed dem udenfor reden og de frøs ihjæl. Det er en ommer.
Evelyn venter vi fortsat på. Lige nu sidder hun til parring hos Bamse nok engang.
Da de to har sviget har vi herhjemme sat Sweet Pea til Strider og Grete til Kardemomme. I skrivende stund vrider vi hænder for det er lige nu de burde hoppe over i reden og fole.

Der skulle ske noget sjovt og da løvevædderne endelig er blevet godkendt i Danmarks Kaninavlerforening, så blev Mimosa sat over til Albert. Det kom der et sjovt kuld ud af. To hvide med røde øjne og to hollændertegnede????? Albert må være en meget meget ringe tegnet hollænder. Det kommer som en overraskelse. Den ene er vildtblå den anden vildtgrå. Kun en unge fik manke, det er en hvid rødøjet lille hunkanin som jeg beholder.

Carmen har jeg endnu ikke fået testet, men det kommer en af dagene. Jeg håber at kunne få Hasses datter parret op i løbet af efteråret, først på vinteren. Japanerne er sat "til salg", dvs. jeg forventer ikke de store penge for dem, jeg vil derimod gerne have at en seriøs avler overtager dem.
Der er flere løvehoveder på vej. Jeg får et par stykker fra København og har en lille hun siddende i karantæne sammen med en løvevædder mere. Kaffe og Tut er parret op igen. Jeg prøver at tage en beslutning om hvilken han jeg skal bruge på Dagmar... Jeg skriver igen når fremtid er blevet til fortid og vi ved hvad der er sket i sagerne.

PI, Juli 2008